Padmé

Præsentation 28/4 2015: Padmé har en ganske særlig historie, fordi hun er født som tvilling. Hun er datter af Pernilles gamle pony, Pandora, som desværre ikke er her mere.
 
Da vi købte Pandore, var hun allerede i fol, men kastede få dage efter, hun var ankommet hos os. Det var to fine hingsteføl, så det var ret forståeligt, da heste kun sjældent får tvillinger, og endnu mere sjældent er det, at de overlever. Vi besluttede at sætte hende i fol igen, og sendte hende til Jack D, hvor også Paloma gik.
 
Tiden gik og hen mod slutningen af drægtigheden var Pandora uhyggeligt rund om maven. Hun ville ikke rigtigt spise, stod bare og så drømmende ud, så vi gik og fodrede hende med småportioner flere gange om dagen.
 
Så en tidlig morgen i maj, lå der ikke et men to føl i stalden. Det ene var stort, sort og meget livskraftigt, og det andet et lille ufærdigt skravl, men med en stor livssvilje. Normalt går den slags til i løbet af de første dage, uanset hvor store anstrengelser man gør sig, men dette lille pus var meget stædigt. Vi malkede hoppen og gav den lille råmælken i sutteflaske, og snart kunne hun komme op at stå med lidt hjælp. Børnene bad om at måtte kalde hende Padmé, og som en slags nøddåb var det fint, for vi troede ikke, at hun ville klare den. 
 
Men det gjorde hun! I løbet af dagen kunne hun stavre rundt, og hurtigt fandt hun ud af, at hun kunne smutte under mor for at komme væk fra hendes legesyge storesøster. Hun fik Puks ridevest på, da hun blev for livlig til at blive under tæppet, og vi sov i stalden den nat for at sikre os, at alt gik fint.
 
I dag er hun 7 år gammel og er en erfaren dame. Den eneste måde vi stadig kan se, at hun egentlig skulle have været større, er på hendes tænder, og så har hun en sjov leg med munden ind i mellem. Det er tjekket med dyrlægen, men der er ingen tegn på noget unormalt. 
 
Padmé er redet til senere og i et langsommere tempo, end man normalt ville gøre, for at være sikker på, at hun kunne holde til det. Siden hun var tre år, har hun haft en meget dedikeret part, der elsker hende højt. De har en fantastisk relation, og det er så smukt at se dem sammen, både fra orden og fra ryggen.
 
Padmé er i dag rutineret med hensyn til alt hvad der hedder jordarbejde og ridning, shows og demoer. Hun har vist sig at være en super lærepony på rideskolen, for godt nok er hun dygtig, men hun gør ikke tingene, før folk beder på den rigtige måde (-og viser at de mener det).
Padmé er født d. 5. maj 2008. Hun er 137 cm i stangmål. Hendes mor er Pandora (Luna Vesterlund) og hendes far er Jack D.
 
Padmés farve er mellemblå.
Horsemanship-rideskolen | CVR: 35745270 | Engvej 32, 3660 Stenløse - Denmark | Tlf.: +45 6128 1650